Mormor-kærlighed - i dyb samklang

Denne blog handler om ubetinget kærlighed, som jeg udvekslede med min mormor, så længe jeg kan huske tilbage.

I april var det mormors fødsels-dato og jeg var på hendes gravsted i Kolding. Jeg bliver i den grad høj over de minder det vækker. Siden  1974, da mormor blev enke, og jeg var fire år, gav hun min mor og jeg (samt min far og bror) lange og nærværende besøg på enten Langeland eller i Hadsten. Min far var godsforvalter, og vi boede dermed i forvalter boliger, og havde rigtig meget dejligt plads, såvel inde som ude. Og altid et "Mormor værelse". Toppen af hygge, også et sted jeg gik ind, når hun ikke var der. Og jo, jeg både duftede til sengetæppet og varmede mig i hendes dyne, hvis det var behovet.

Jeg ønsker for mine børn, at de får den samme gave, men tiden er vist en anden og bedsteforældre i den kaliber, nok en sjælden race...

Jeg havde min mormor meget kær, fordi hun på et meget tiltrængt tidspunkt gav mig 110% nærvær, kærlighed og støtte. Det er altid hende jeg mærker, når jeg tænker på gode eller dårlige hændelser.

Om ørepine og en af holde i hånden, eller et godt resultat i skolen eller til ridning. Med mormor følte jeg mig hjertetforbundet og i samklang.

Mormor hed i øvrigt Edith, og min datter nu; Malene Edith.

Før alt det politisk korrekte fratog os store dele af den danske hygge, nød mormor at ryge cerutter, og det klædte hende. Minigolf var mærket, og selvom jeg har svært ved røg, så hang Mormor og hendes cerut sammen, som en fin symbiose. Efter hun opgav røgen, forsøgte jeg ofte at lokke hende, fordi jeg var så betaget af den livsnydelse mormor kunne formidle gennem røgskyerne.

I 2010 på 9/11 datoen døde mormor.

Hun var livstræt, og det var forståeligt.

Selv var jeg i stor sorg, og vidste, at jeg havde mistet noget ganske særligt.....

 Bevares jeg havde forståelse for, at hun takkede af som 96 årig, men det var og er stadig et kæmpe tab, der har rykket ved mit fundament.

Jeg lå til øko. ansigtsbehandling, da hun åndede ud. Telefonen var denne sjældne gang på lydløs, og jeg missede at min kære kusine havde ringet for at mormor og jeg kunne nå et sidste møde i røret. Sådan blev det ikke... for det blev bedre.       - Selvsamme eftermiddag havde jeg en biografaftale, en del af et fødselsdagsgavekort fra veninder, og vi havde ikke været derinde i Grand Teatret længe, før Johannes Møllehave også dukkede op - Mormors og mit fælles idol. En af guds budbringere og min og mormors helt. Større blev det næsten ikke. Sådan mødtes mormor og jeg en sidste gang via Møllehave. Han og jeg drak en kaffe, og jeg var i ro og nydelse over samværet,  som bl.a.a skyldes gl. bekendtskab fra vores tid på Langeland & mine to kvikke veninder, der også havde en finger med i spillet.

Mormor havde nogle svære år til sidst, men hendes timing på exit var smuk. Hun holdt fast i livet til at opleve børnenes far, begge mine børn, mit drømmebryllup og først dagen efter min første store guide opgave med 30 amerikanere, ja først efter den succes, lukkede hun øjnene i.

Er jeg i tvivl med hensyn til mine børn, så bruger jeg min indre "Mormor rettesnor", og giver dem nærvær og en hånd - fyldt med tryghed.

og jeg vandrer videre - med Mormor i hjertet.

Er dine skuldre for tunge- eller klarer du den?

For nyligt sagde min coach til mig, at mine blogs sagtens kunne tilføres mere kant. Ret har han,  for jeg har efterhånden et par gode slidstærke erfaringer med i bagagen, hvor de sidste, og de har fulgtes ad som i et parløb indenfor forandring, er vores separation og min flytning.
To dage før mine børn og jeg flyttede til Sønderborg på en mandag sidst i marts i år, ja der kom brevet til min X og jeg, at vi nu var separeret, så det er det, vi er nu.

Det føles stadig så rigtigt, at være hernede, og for hver dag, går det bedre. Med at lande, med at møde spændende mennesker, med at komme tilbage til sig selv igen efter det lange tilløb til exit fra Ærø/arbejdsløshed og fra ikke nærende kommunikation.
Men vigtigts af alt; Børnene finder sig til rette og dobler antallet af legekammerater ugentligt. Men der er to planer - to niveauer, som jeg her vil kalde det operative og det strategiske (venligst udlånt af militæret).

Det operative, dernede hvor der ageres, mærkes og gøres ved, kan godt gøre noget AV!

Fx. Var vi tre på Ærø her i KristiFlyvfart miniferien, og der var en stor planlægning fra min side, så børnene så deres bedste venner, sov hos Farmor, så basen var tryg og velkendt og jeg også sov et nærende sted, men en stor del af mine vågne timer, måtte jeg tilbringe i mit tidligere hjem, hvor vi før boede en familie. Trods ønsket om at afrunde, havde jeg ikke magtet at få afsluttet sortering og slut-pakning.

Dels fordi det ikke er sjovt, dels fyldt med minder og så rent praktisk, hvor skal det hen. Mit nye hjem, ja få hjem, har jo ubegrænset plads. Nuvel, det er næsten vold mod ens sjæl, at vække det følsomme register i en så stor grad, hvorfor jeg tænkte på, at jeg engang kendte én kvinde, der altid sagde til mig:

 "Gud lægger ikke mere på vore skuldre, end vi kan klare".

Det giver mere mening for mig - end nogensinde før.

Jeg får rigtigt set på min tendens til at samle for meget & WARUM, og nægter, at tillade bunker i det omfang nu.
Og min søn, som trækker det største læs for tiden. Skoleskiftet fra 70 elever til 400 elever, og det er i sandhed andre boller på suppen. Nogle robuste lidt overkrydrede boller, der er smækfyldt med ubekendte. Sgu ikke lige rart for en sensitiv dreng, men vi styrker os. Vi får kigget på skygger, hentet nye styrker indefra via spring fra vipper i svømmehal, cykling ned af udfordrende bakker og større og mindre succesér dagligt.

Og jeg ved, at der er en grund til de udfordringer vi får serveret. De er jo velkendte på et plan, de er med os som en nisse i udbrud som kæmpe nisse - EYE OPENER.

Og selvom, der kan spores lidelse, så føler jeg virkelig sandheden i, at vi ikke bliver budt mere end vi kan klare. Det er da betryggende alt imens hele min lyst og evne til løsningsorienteret handlekraft, får lov at komme til fadet.
Det strategiske plan inkluderer for mig - min Vision, om et nærende og kærligt samliv.
Om en givende og livsbekræftende hverdag.

Act from where you want to be &

Vejen er målet.